Et portræt, der kun ligner, er ikke nok.

Der har været meget debat her i Danmark på det seneste om, hvad der får et portræt til at lykkes eller fejle. Det er en god debat at tage — for de fleste tror, at svaret er enkelt: Ligner det personen?

Det gør det ikke. Eller rettere — ikke kun.

Kunstkritikere og portrætmalere er generelt enige om tre ting, et fremragende portræt har brug for: nok lighed til at være genkendeligt, kunstnerens egen fortolkning og evnen til at fungere som maleri på egne præmisser — også selvom man aldrig har set personen før.

Men det, der skiller det gode fra det fremragende, er sværere at sætte ord på. Evnen til at vise noget sandt om et menneske, som et fotografi ikke kan fange. Ikke kun hvordan de ser ud — men hvem de er.

Der er også en uudtalt kontrakt mellem kunstner og beskuer. Vælger man realisme, har man givet et løfte: Proportionerne skal holde. Anatomien skal overbevise. Når de ikke gør, mærker folk det — uanset om man er kunstekspert eller ej.

Picassos portræt af Dora Maar ligner hende knap nok. Og alligevel fortæller det noget ægte om hende, som intet fotografi gør.

Et fremragende portræt er ikke en registrering. Det er et nærvær.

Det er det, vi bør kræve af ethvert portræt — kongeligt eller ej.