For nogle år siden var jeg ude for et uheld. Kronisk hjernerystelse. Den slags, der ikke går væk.
Jeg kunne have set det som en katastrofe. Et stykke tid gjorde jeg det.
Så skiftede jeg linse.
Det lærte jeg i mine år i erhvervslivet: Når en trussel melder sig — et skift i markedet, en politisk krise, en diagnose — er det ikke truslen selv, der afgør udfaldet. Det er måden, du møder den på. Det lyder som en motivationsplakat. Jeg ved det. Men jeg har levet det, og det er sandt.
Skaden blev et sporskifte. Tilbage til det, mit hjerte altid har banket for: kunsten.
Her er det, der overraskede mig.
Min hjerne — den, der nu har svært ved at koncentrere sig, bliver overvældet og har brug for hvile — forsvinder fuldstændig, når jeg maler.
Neurovidenskaben kalder det flow. På kurser i personlig udvikling talte vi om det i det uendelige. Men nu forstår jeg det anderledes, indefra: Det er tilstanden, hvor man mister al fornemmelse af tid og rum. Man bare er. En slags meditation i bevægelse, hvor såret og kuren på en måde er det samme.
Hjernen, der ikke kan fokusere … forsvinder ind i lærredet.
Kunsten ændrede sig ikke på grund af skaden. Det er livet og væksten, der udvikler en — ikke én hændelse, ikke én diagnose. Men at vende tilbage til kunsten gav mig noget, jeg ikke havde ventet.
Balance. En måde at forstå mine egne følelser på. Og noget, der er sværere at sætte ord på.
Når jeg maler, føler jeg mig levende. Helt og fuldt levende.
Og jeg føler mig — på en eller anden måde — udødelig.
For uanset hvad der sker med mig. Med min hjerne, med min krop. Min kunst består. Mine tanker består. Mine følelser består.
Det er ikke ingenting. Det er alt.
Har du nogensinde fundet tilbage til noget essentielt — ad en omvej, du ikke selv valgte?
